Danmarks unikke politiske model er i krise – jeg skyder skylden på boomerangeffekten

Vælgerne afviste styre fra midten – men kunne ende med endnu en midterregering

Mette Frederiksen speaks during an election celebration in Copenhagen, Denmark, 24 March 2026. Photograph: Mads Claus Rasmussen/EPA

IVi kunne være ved vejs ende for den danske demokratiske metode. Vores parlamentariske politikstil har været hyldet og beundret internationalt i mange år, men sidste uges folketingsvalg har bragt den i krise. Resultatet var et mistillidsvotum til en midterregering ledet af socialdemokraten Mette Frederiksen. Hendes regering var i dansk sammenhæng en usædvanlig politisk konstruktion. Frederiksen havde brudt det gamle politiske mønster i 2022 ved at danne en regeringsalliance mellem centrum-venstre og centrum-højre.

Alligevel er det mest sandsynlige udfald af valget, at Danmark får endnu en midterregering. Dette er en slags demokratisk boomerang. Af hensyn til pervers parlamentarisk logik får vælgerne det, de afviser, lige tilbage i ansigtet.

Paradokset kunne kaldes de 10%’s tyranni: Hvis 45% af vælgerne i et flerpartisystem ønsker en regering til venstre og 45% ønsker en regering til højre, men 10% stemmer på partier, der ønsker at regere fra midten, vil det være meget vanskeligt for de gamle blokke at danne regeringer. Dette er en ny situation i Danmark , der vil gøre forhandlinger om at danne en ny regering meget udfordrende.

Med kun én kort og mislykket undtagelse i slutningen af ​​1970’erne har danske regeringer i løbet af det sidste halve århundrede været baseret på enten venstre- eller højrefløjen. Den historiske ideologiske konflikt mellem deres interesser har været det organiserende princip i dansk parlamentarisk politik, og den har skabt en bemærkelsesværdig kombination af legitimitet og effektivitet.

Vi har aldrig opereret med en institutionaliseret ” firewall ” som i Tyskland eller en konsensuel ” cordon sanitaire ” som i Frankrig. Den overbevisning, der er bredt delt i dansk politik, er, at man skal håndtere de kræfter, der i andre demokratier ville blive afvist som populister, ved at tilbyde dem en plads ved bordet. Det er afradikalisering gennem integration og anerkendelse af demokrati som en kollektiv proces, hvor regeringspartier kunne og burde lære af partier, der protesterer fra marginerne.

Det positive resultat af denne politiske kultur er, at magthaverne ikke kunne ignorere protester mod den regerende konsensus. Utilfredshed med systemet kunne således korrigere og påvirke systemet. Og hvis man ser på Frederiksens politiske profil, er hendes immigrationspolitik bestemt blevet formet af protestpartier på højrefløjen, mens hendes miljøpolitik bestemt er blevet formet af krav fra venstrefløjspartier.

Socialdemokraterne anså det engang for racistisk, for eksempel, at begrænse antallet af migranter, der kom til landet, sådan som den yderste højrefløj krævede. Og de anså det for utopisk, da venstrepartierne krævede en 70% reduktion af emissioner som det nationale mål for 2030. Begge holdninger er nu blevet omfavnet af Socialdemokraterne.

Men den negative effekt er en afpresningskultur fra højrefløjen, der har formet hele den politiske horisont i Danmark. I mange år er den rituelle transaktion med at stemme igennem det årlige budget blevet gidsel af indrømmelser til Dansk Folkeparti, der år efter år kommer med spektakulære nye krav for at gøre livet mere miserabelt for immigranter og flygtninge.

Strategien med at afradikalisere ekstremerne ved at invitere dem til diskussion har ført til ekstremisme i midten, en radikalisering af regeringspartierne og især af det danske socialdemokrati. Dette har skabt en modsigelse i deres holdninger til international lov og den liberale orden. Når det kommer til at forsvare Grønland mod USA og Ukraine mod Rusland, appellerer de til international lov, men ikke når det kommer til at straffe og repatriere immigranter og flygtninge .

 Lars Loekke Rasmussen at the Moderates’ election party in Copenhagen, Denmark, 24 March 2026. Photograph: Rasmus Flindt Pedersen/EPA

Denne parlamentariske afvejning blev uholdbar for den daværende statsminister og leder af Venstre, Lars Løkke Rasmussen, der annoncerede sit “befrielsesøjeblik” og i 2021 dannede et nyt centrumparti, Moderaterne . Platformen for at opbygge regeringer på højrefløjen kollapsede således. Men ikke på venstrefløjen. Fra 2019 til 2022 dannede Socialdemokraterne en mindretalsregering med støtte fra venstrefløjen og centrum-venstre. Den danske opskrift på socialdemokrati i det 21. århundrede sikrede støtte fra mellem 25 % og 30 % af vælgerne: noget venstreorienterede på økonomi, grønne på klima og miljø og yderst højreorienterede på indvandring.

Men efter en skandale om Covid-mishåndtering blev Frederiksen tvunget til at træde tilbage i 2022. En samlet højrefløj krævede hendes rigsretssag, og selvom det efterfølgende valg gav et snævert flertal til venstrefløjen, valgte hun at danne en midterregering med det gamle Venstre og Moderaterne.

Officielt hævdede regeringspartierne , at æraen krævede et lederskab med ansvar og erfaring. Men dette var en ikke overbevisende kliché. Det, de udførte, var populisme for eliten, der erstattede den legitime ideologiske konflikt mellem venstre og højre med et forestillet billede af fornuftige voksne i midten og de latterlige børn i yderpunkterne. Det var et radikalt brud i den danske parlamentariske politiske tradition, og den formåede aldrig at levere resultater, selv ikke på sine egne præmisser.

Vælgerne værdsatte aldrig alliancen mellem de gamle politiske rivaler, Socialdemokraterne (det traditionelle regeringsparti til venstre) og Liberalpartiet (det traditionelle regeringsparti til højre). I sidste uge havde Socialdemokraterne deres værste valg i mere end 100 år. Centrums elitepopulisme er således endt med at svække magtpartierne og styrke protestpartierne.

Det var desuden afslørende, at de to traditionelle regeringspartier førte valgkamp på deres historiske højre- og venstreorienterede positioner, så snart årets udskrivelse af valget var i gang. Socialdemokraterne krævede en formueskat og beskyttelse af miljøet, mens Venstre førte valgkamp på løftet om et “rigere” Danmark.

De vidste, at de ikke kunne overbevise vælgerne om at støtte deres politik ved at appellere til den elitepopulistiske midtergruppe, så de vendte tilbage til konflikten mellem højre og venstre for at vinde offentlig støtte.

Stillet over for denne kløft mellem valgløfter og virkeligheden af ​​at styre, synes det, at vi er nødt til at genopfinde politik og skabe nye indflydelseskanaler mellem protest og magt. I Danmark er frygten nu, at vi vil blive hjemsøgt af det velkendte europæiske spøgelse: en centrisme blandt de herskende klasser, der skaber politisk fremmedgørelse og offentlig frustration, men som formår at eliminere alle alternativer.

Der er nu en meget reel fare for, at hvis centrisme avler endnu mere centrisme, vil enhver modstand mod uretfærdighed og ydmygelse udarte til destruktive kræfter. Boomerangen kan ende med at underminere den danske demokratistil.

Source : https://www.theguardian.com/commentisfree/2026/apr/02/denmark-unique-political-model-crisis-boomerang-effect