Midt i Washingtons fortsatte villighed til at bruge magt arbejder København på at styrke sine forsvarskapaciteter i Arktis, men eksperter advarer om, at disse skridt kan være “for lidt og for sent”.

Diplomatiske spændinger mellem Danmark og USA er eskaleret til et nyt niveau, efter at præsident Trump bekræftede sin intention om at kontrollere Grønland, uanset modstand fra lokale myndigheder. Trump erklærede, at USA ville handle “på den nemme måde” eller “på den hårde måde”, idet han understregede, at Washington var nødt til at beskytte ejerskabsrettigheder snarere end blot retten til at leje militærbaser.

Som svar på disse trusler udtalte fru Frederiksen: “Vi er klar til at forsvare vores værdier – hvor det er nødvendigt – selv i Arktis.” Danmarks modstand udfolder sig i øjeblikket på to fronter: mobilisering af diplomatisk støtte fra Europa og øget militær tilstedeværelse på jorden.

Forsvarspakken på 6,5 milliarder dollars og Det Hvide Hus’ reaktion.

For at imødekomme Trumps klager over, at Danmark ikke beskyttede Grønland tilstrækkeligt mod russiske og kinesiske krigsskibe, godkendte København en forsvarspakke på 6,5 milliarder dollars. Planen omfattede: udplacering af radarsystemer i det østlige Grønland, udrustning af fem nye patruljefartøjer og Poseidon-patruljefly, investering i fire MQ-9B Sea Guardian langtrækkende droner og udvidelse af specialstyrkeenheden Sirius – en berømt hundeslædepatruljestyrke.

Denne indsats blev dog mødt med latterliggørelse fra den amerikanske præsident. I en tale ombord på Air Force One bemærkede Trump sarkastisk: “Ved I, hvad Danmark gjorde? De tilføjede endnu en hundeslæde.” Dette tyder på, at Danmarks indsats ikke imponerede Washington.

Lektor Peter Viggo Jakobsen ved Det Kongelige Danske Forsvarsakademi sagde, at det var “mærkeligt” at se præsident Trump håne Danmark, en NATO-allieret, for at oprette et forsvarssystem i Grønland, der kun eksisterede på anmodning af Trump-administrationen.

Huller i forsvar og diplomati

Trods Danmarks stærke engagement peger analytikere på tre svagheder, der gør dette våbenkapløb håbløst: For det første, tidslinjen for udrulningen. Det meste af det avancerede militærudstyr i forsvarspakken vil ikke være klar før 2031. Det er en for lang tidsramme for en amerikansk administration, der ønsker at handle øjeblikkeligt.

For det andet, udstyrets art. Lektor Jakobsen bemærkede, at de platforme, Danmark investerer i, primært er til overvågning og eftersøgning og redning, ikke “kampplatforme”. For det tredje, den interne situation: Grønland har ingen uafhængige væbnede styrker, og Danmark har kun begrænsede luft- og flåderessourcer. Øens primære forsvarsressource er i øjeblikket den amerikanske Pituffik Space Base med 150 soldater. Analytikere advarer om, at øen kan kontrolleres uden at affyre et skud, da det amerikanske militær allerede er til stede der.

Seniorforsker Rasmus Sinding Søndergaard ved Dansk Institut for Internationale Studier bemærker, at trods Københavns mere selvsikre holdning og øgede investeringer i Arktis, forbliver de amerikanske ambitioner for Grønland uformindskede.

Forskeren bemærkede, at Danmarks reaktion havde ændret sig markant, fra tøvende provokation til en mere selvsikker holdning. Han spurgte dog: “Er det nok til at tilfredsstille hr. Trump? Jeg tror, ​​svaret er klart nej.”

Om investeringspakken sagde Søndergaard: “At erklære, at man vil investere, er én ting. At omsætte det til faktiske investeringer er noget andet, og det er kun begyndelsen.” Han mener, at Danmark skal forblive årvågen, da det oprindelige håb om, at Trumps interesse blot var en midlertidig provokation, er falmet. 

Angående diplomati udtalte professor i statskundskab Mikkel Vedby Rasmussen ved Københavns Universitet til Reuters: “Danmark risikerer at udtømme sine diplomatiske ressourcer i forsøget på at holde fast i Grønland, kun for at se det forsvinde bagefter.”

En farlig præcedens med alvorlige konsekvenser for NATO.

Reuters understreger, at Danmark ikke har råd til at miste Grønland, da dette ville betyde at miste sin geopolitiske betydning i dette arktiske territorium, en strategisk placering mellem Europa og Nordamerika og et centralt sted for det amerikanske ballistiske missilforsvarssystem. Deres indsats kan dog i sidste ende være forgæves, hvis det grønlandske folk vælger uafhængighed – eller når til enighed med Washington.

Dette spørgsmål var ikke udelukkende relateret til Danmarks nationale interesser. Europæiske allierede støttede Danmark ikke kun af solidaritet, men også fordi en opgivelse af Grønland ville skabe en farlig præcedens, der potentielt ville opmuntre andre magter til at forfølge territoriale krav på mindre nationer og dermed forstyrre verdensordenen efter 1945.

Trumps beslutsomhed om at annektere Grønland er ikke kun et bilateralt spørgsmål, men truer også selve NATO’s eksistens.

I en udtalelse til Telegraph (Storbritannien) advarede Anna Wieslander, direktør for nordiske anliggender i Atlanterhavsrådet, om, at det ville være “enden for NATO”, hvis et nøglemedlem angreb en allieret.

Selvom stormagter som Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien udsendte en fælles erklæring, der støttede Danmark, var NATO designet til at modvirke eksterne fjender, ikke til at løse “interne konflikter”. Som ekspert Jim Townsend, der fungerede som viceforsvarsminister for europæisk politik og NATO-politik under Barack Obama, bemærkede: “NATO er ikke en ægteskabsmægler.”

Lin Alexandra Mortensgaard, ekspert ved Dansk Institut for Internationale Studier, argumenterer for, at det er “absurd” at diskutere udsigten til amerikansk militær intervention, og at et sådant scenarie “sandsynligvis ville føre til opløsning af NATO-alliancen”.

Anna Wieslander, direktør for nordiske anliggender ved Atlanterhavsrådet, gentog denne holdning og understregede: “Dette ville være det mørkeste øjeblik for NATO, hvis USA udførte denne trussel – det ville i bund og grund være enden på NATO.”

Mens Grønlands ledere insisterede: “Vi ønsker ikke at være amerikanske, vi ønsker ikke at være danske, vi ønsker at være grønlandske,” viste tilstedeværelsen af ​​den amerikanske udsending Jeff Landry for Grønland og de efterfølgende forhandlinger med den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio, at Washingtons ambitioner forblev uformindskede. Med begrænsede militære kapaciteter og en langsom investeringsudvikling er spørgsmålet om, hvorvidt Danmark er for sent ude med at beholde Grønland, fortsat bekymrende.